Det haster stadig… åbenbart.. men hvorfor?
Kan du huske filmen Støv på hjernen og efterfølgeren Det støver stadig. Jeg var mest fan af Det støver stadig – nogle gange er det godt med en 2’er. Jeg forsøger mig med en 2’er i dag. Egentlig skulle det have handlet om yoga nidra, da jeg har næste optagelse klar til jer. Men så udgav Zetland artikelserien #altinghaster og derfor skal vi lige have en opfølger på det, jeg skrev om travlhed tilbage i marts måned. Egentlig var jeg ved at trække lidt i land og nuancere mit budskab, men nej – travlhed er ikke vejen frem. Jeg håber du har lyst til at læse med.
Ved verdens ende på den gode måde. Når men er i tilstand af konstant travlhed kan det føles som verden ende, men på den knap så gode måde.
Efter at have skrevet om den usunde travlhedskultur, jeg oplevede i mit arbejdsliv, tænkte jeg meget over, om jeg mon kunne finde noget positivt at sige om travlhed. Kunne der være noget godt ved travlhed, måske endda et sundhedstegn ved travlhed? Var det måske bare mig, der var for sensitiv til at kunne udstå denne overdøvende travlhed. Jeg fandt faktisk noget positivt, så hæng på.
I Zetlands første to artikler fra serien #altinghaster har 33 personer fra embedsværket sammen med to departementschefer udtalt sig, om den travlhedskultur de oplever på arbejdspladsen. Det er ikke småting. Det er faktisk skørt nogle af de ting, der bliver nævnt. Men hvor skal ændringen komme fra, oppe fra eller nedefra? Jeg tror det skal komme fra begge steder. Jeg har aldrig været chef, så jeg vil lade være med at udtale mig om, hvordan man ændrer kultur oppe fra. Til gengæld har jeg været medarbejder, så jeg ved noget om hvordan man ændrer kultur nedefra.
Når man ændrer kultur nede fra handler det om, at det er os alle sammen hver især, der siger fra, siger nej. Det kræver nogle gange, at man står alene, og ja det er jo ensomt. Men tro mig, langt de fleste ville ønske de havde modet til et nej. Det er det yoga har givet mig – modet til at sige nej.
Nå, tilbage til det med den positive travlhed…
Måske gemmer der sig bag travlheden i os mennesker et kæmpe ønske om bare at nå så meget som muligt her i livet. Og jeg taler ikke om at nå alle deadlines på arbejde eller alle SFO-arrangementerne med alle tre børn. Nej, jeg taler om et dybt forankret behov i os mennesker for at nå livet. For at opleve livet så meget som muligt, at leve så intenst som muligt. For vi ved alle, at det stopper en dag. Så vi vil have nok ud af det, simpelthen bang for our buck. Vi har simpelthen travlt med at nå livet, et slags livsvilkår.
Det mener jeg, der er noget positivt i. I det gemmer der sig gåpåmod, engagement, en insisteren på at klare sig igennem kriser og en insisteren på at finde nydelse igennem et helt liv. En insisteren på livet. Mega fedt.
Men jeg tror også, det er et menneskeligt vilkår, at vi bliver forvirrende (støvede i hjernen) over hvad det er, vi gerne vil have travlt med. Vi kommer til at bilde os selv ind, at ofte ret ligegyldige ting er vigtige. Og det tror jeg vi gør, fordi vi stiller det forkerte spørgsmål. Lad mig uddybe.
At kunne gro blød og blid ud af sten…. hvilken triumf!
Spørg ikke hvordan, men i stedet hvorfor
Vi ved fra utallige undersøgelser og samtaler med mennesker sidst i livet, at alle fortryder ting som ikke at fortælle sine nærmeste, at man elsker dem, at man ikke har tilbragt mere tid med sine nærmeste, at man ikke tog flere chancer, når det virkelig gjaldt. Jeg ville ønske jeg havde arbejdet mere…. sagde ingen nogensinde.
Men hvad er det så for en støvmasse, som forvirrer den iboende lyst til travlhed. Den travlhed der ellers kunne komme til udtryk ved, at man virkelig havde travlt med - om ikke andet - mest af det der rent faktisk tæller.
Jeg tror, det er behovet for at passe ind. Behovet for anerkendelse fra masserne (med masserne mener jeg os alle sammen). Jeg tror også, det er fordi vi stiller det forkerte spørgsmål.
Men heldigvis har Linedanser-sangen svaret…. en sætning i sangen lyder Verden spørger tit hvordan og alt for lidt hvorfor. Hvis du ikke kender Linedanser-sangen, så giv den et lyt, der er mange fine råd i den sang. Det er vist sådan en der tit bliver sunget på efterskoler og højskoler rundt omkring i det ganske danske land;)
Når vi er pressede af arbejdsopgaver nytter det ikke at spørge, hvordan man når alle opgaverne. Hvis du begynder at spørge, hvorfor laver jeg denne opgave, vil svaret hjælpe dig med at kunne prioritere dine opgaver – og det er det eneste det kræver. Prioritering, prioritering, prioritering!
Det lille men store ord Nej
Når hele er ude af balance, men stadig smukt.
Og når du kan finde ud af at prioritere, så har du også lært at sige det lille men store ord nej. At kunne sige nej er at kunne prioritere. Og vi glemmer, at nej kan betyde både nej som i aldrig i livet nej men også nej, ikke lige nu. Og det er dette sidste nej, vi bruger, når vi spørger hvorfor og får prioriteret vores (arbejds)opgaver.
Jeg vil æde min gamle hat på (ærligt hvad er det egentlig for et mærkeligt udtryk), at hvis du stiller spørgsmålet hvorfor til alle dine (arbejds)opgaver, vil det ikke bare blive nemmere at prioritere dem, du vil højst sandsynligt også kunne slette en del af opgaverne, fordi de faktisk ikke er nødvendige længere – og nok aldrig var det.
Til sidst – hvis du er brudt grædende sammen på din arbejdsplads, eller haft flimmer for øjnene sene nattetimer foran computeren, eller en ubehagelig fornemmelse i maven på vej ind på dit arbejde; så tillykke.
Tillykke med at du er et empatisk følende menneske, der kan høre din krop tale til dig. Så er spørgsmålet jo bare om du lytter til den – altså kroppen. Du kan jo evt. prøve med spørgsmålet, hvorfor lytter jeg ikke til den. Når du har det svar, så kan jeg hjælpe dig med at finde ud af hvordan du kan lære at lytte til den.
På genlæs.
//Maria
Modtag nyhedsbreve og nyheder om klasser og workshops ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev nedenfor.