Hvad 2,5 måneds pause fra SoMe gjorde ved mig
Jeg er tilbage med fortællinger fra dit nervesystem. Jeg har holdt 2,5 måneds pause fra Some og det har været skønt og lærerigt. Det har støttet min evne til fordybelse. det har styrket min evne til at koble af. og det har slået fast med syvtommer søm at hovedet har godt af ro i en verden der går utrolig stærkt. jeg håber du har lyst til at tage dig tiden og fordybe dig i denne omgang fortællinger fra dit nervesystem.
På vej med nervesystemet... der kan være mange afstikkere og kringelkroge, men hvis nervesystemet er dit udgangspunkt kommer du et smukt sted hen - det er der ikke tvivl om.
I 2,5 måned har jeg ikke skrevet mine Fortællinger fra dit nervesystem. Jeg har ikke postet på instagram. Jeg haft slettet instagram.
Siden januar i år har jeg postet flere gange om ugen på instagram. Jeg prøvede at lære hvordan man skulle gøre for at tale algoritmens sprog.
Jeg lærte at man helst skal poste 4 gange om ugen. Helst mere i stories. Jeg lærte at jeg skal fange din opmærksomhed på 1,8 sekund for ellers er du videre. Jeg siger ikke din evne til at holde fokus er dårlig. Jeg siger bare at dataene fortæller, at du ikke holder den længere end 1,8 sekund. Jeg ved jeg har skrevet om det før. Men jeg synes stadig det er et helt vanvittigt faktum. Et faktum jeg ønsker at udfordre og forandre.
Jeg ville gerne have haft en sommer helt uden SoMe, men det blev det ikke til. Jeg holdt mig opdateret på LinkedIn og jeg var på Facebook i forbindelse med mit frivillige arbejde. Dette blot for at sige, at en tilværelse helt uden SoMe er jeg ikke lykkedes med. Men jeg er lykkedes at skrue gevaldigt ned. Det er lykkedes mig at finde et nyt aspekt af fordybelse og forbundethed i min meditationspraksis. Det er det jeg vil dele med dig i denne uges Fortællinger fra dit nervesystem.
Jeg håber du har haft en dejlig sommer.
sommerens udfordring - mediter hver dag
Jeg går hver anden uge i en meditationsgruppe og sidste gang inden sommerferien gav vores underviser os en opgave. Vi skulle meditere hver dag i løbet af sommeren indtil vi sås igen til august. Min første tanke var, det kommer ikke til at ske. Om to uger står jeg omgivet af 65 børn og 40 frivillige, der har brug for mit overblik og stillingtagen – jeg kommer jo ikke til at kunne sætte mig ned og meditere.
Men det viste sig at meditationen kom til mig. Helt af sig selv. Jeg tror den kom fordi omstændighederne gjorde den meditative tilstand mere tilgængelig. Det skal jeg nok uddybe. Men først lidt om min meditationspraksis som den ellers ser ud.
For det første har jeg aldrig haft en fast meditationspraksis. Det er noget jeg er gået til og fra. Hvorimod jeg længe har haft en asana praksis. Altså bevægelsesdelen af yoga.
De seneste 7 måneder har jeg flere gange om ugen sat mig på min meditationspude. Det har været på forskellige tidspunkter af døgnet. Selvom man vist opfordres til at gøre det på samme tidspunkt. Lidt ligesom det med at gå i seng og stå op på samme tidspunkt. Det er jeg god til – det med at gå i seng – elsker søvn. Eller jeg elsker at være veludhvilet. Den siddende meditation den prioriterer jeg ind når det passer og det betyder også, at det ikke altid er på samme tid af døgnet.
I perioder laver jeg den samme meditation. Måske i nogle dage. Måske i nogle uger. Indimellem er det en guidet meditation. Indimellem er det en meditation jeg har fra min meditationsgruppe.
Jeg har gået i min meditationsgruppe i 6 måneder. Det har gjort min egen meditationspraksis dybere. Det er på en måde nemmere for mig at finde en meditativ tilstand, når jeg sætter mig på puden hjemme hos mig selv, fordi jeg mentalt kan træde ind i det rum, vi har sammen i gruppen.
Men alligevel vidste jeg godt, at jeg ikke ville tage mig tiden til at sætte mig og meditere hver dag hele sommeren. Jeg blev bange for at jeg ville glemme det og at der ville kunne gå dage eller uger uden at jeg havde skænket meditationen en tanke.
Hvorfor være bange for det? Fordi jeg ved den gør mig godt. Det gør min godt at meditere og jeg vil jeg gerne holde fast i det der gør mig godt. Måske man kan spørge om det der gør en godt ikke blot bør falde en naturligt og ikke være noget man glemmer. Måske. Ikke desto mindre kan jeg komme med utallige eksempler på ting jeg gør, der ikke gør mig godt. Fx take away maden hvor jeg ved at den hjemmelavede mad havde været et både sundere og mere simpelt valg.
Efter den sidste aften i meditationsgruppen inden sommerferien besluttede jeg, at jeg ville slette instagram appen fra min telefon.
Favre gamle verden
Jeg har ikke set mig selv som en der brugte unødvendigt meget tid på instagram. Jeg har ikke haft dårlig samvittighed over mit instagram forbrug. Jeg synes derimod jeg følger mennesker/konti der er inspirerende og lærerige og sjove (hunde videoer😉).
Der hvor jeg har skældt ud på mig selv har været over min måde at bruge instagram på, fx min tendens til double screening – altså at se en serie halvt fordi jeg også lige er på telefonen. Jeg har også skældt mig selv ud over, at jeg kunne sidde og strikke eller læse en bog og meget ofte afbryde mig selv ved lige at tage telefonen op. Det taler meget godt ind i det med det dårlige fokus, den nedadgående evne til fordybelse. Ikke nødvendigvis fordybelse i noget så svært som at læse en bog – for det kræver faktisk en del af os mennesker. Men også evnen til at være så optaget af den serie jeg nu har valgt at se, at jeg ikke har lyst til at distrahere mig selv med telefonen. Serien jeg vælger at se er forhåbentlig en jeg har lyst til at dedikere min fulde opmærksomhed til eller til at føle mig underholdt af, optaget af.
Det er en af grundene til, at jeg godt kan lige at strikke efter svære opskrifter, der kræver at jeg tæller masker og sætter krydser i opskriften for hele tiden at holde øje med hvor jeg er. Når jeg strikker den slags projekter lytter jeg også til musik, der ikke kræver at jeg lytter på samme måde som en podcast eller en lydbog gør. Det er også her jeg føler, at jeg bare laver en ting ad gangen. Jeg vil meget gerne slå et slag for at gøre en ting ad gangen. Læg multitasking på hylden – det er alligevel ikke noget hjernen er designet til at kunne.
Det jeg oplevede i min første dage uden instagram var egentlig ganske uinteressant. Jeg kunne bare tørt konstatere, at jeg ikke savnede den.
Jeg troede måske at jeg ville opleve at få meget mere tid. Mere nærvær. Og ja jeg double screenede mindre og rakte mindre ud efter min telefon, når jeg læste eller strikkede. Men mere vildt var det altså heller ikke der de første par dage. Men det blev det.
Meditation som en spontan tilstand af forbundethed
Jeg har lige læst en lille bog om et fænomen der kaldes quantum listening. Det er udviklet af Pauline Oliveros, der var en amerikansk komponist og en kæmpe lydnørd. Jeg har ofte brugt nogle af Pauline Oliveros lydkompositioner i min meditationer. Det at lytte er for mig i høj grad noget der katapulterer mig over i den meditative tilstand. Og der bliver i den lille bog sat ret fint ord på det.
Det at lytte har ikke noget at gøre med at høre. At høre gør vi ufrivilligt. Vi skal kunne høre bilen der kommer om hjørnet, så vi kan nå at flytte os. Det har med overlevelse at gøre. Men at lytte, det er en helhedsoplevelse.
Vi hører ved hjælp at vores geniale øre og vores hørenerve, den 8. kranienerve - acusticus vestibularis. Man kunne godt argumentere for at det er lytte er noget du gør med langt flere af dine sanser, det er noget du gør med hele dit nervesystem herunder din bevidsthed.
IONE der har skrevet et slags forord til den lille bog, skriver…
As I write, I listen.
The words forming in my mind are sounds.
Det samme gør sig gældende med vores tanker. Vi kan anskue vores tanker som lyde vi kan observere, lytte til og være med.
Jo mere jeg øver mig på at lytte til alt det der er, jo nemmere opstår følelsen af forbundethed.
Men her er det også vigtigt at understrege, at de utallige tak og oplevelser af forbundethed ikke har fjernet det hverdagen også er fyldt af. På dage med forbundethed kan jeg være virkelig ked af det. Jeg kan være så utrolig frustreret. Jeg kan tvivle. Jeg kan blive vred, vreden som jeg aldrig har formået at gøre andet med end at vende den indad. Jeg øver mig på at lade den få konstruktivt afløb udad, ud af mig. Forløst fra mig.
Jeg er spændt på at se om jeg kan holde fast i alle disse spontane forbundethedsoplevelser nu hvor jeg går et efterår i møde med instagram tilbage på telefonen. Jeg skal nok dele hvordan det går.
Det er min hensigt, at jeg har udgiver Fortællinger fra dit nervesystem hver anden uge. Hvis der er noget du gerne vil have jeg undersøger, så skriv endelig til mig på tpoy@tpoy.dk.
På genlæs
//Maria
Modtag nyhedsbreve og nyheder om klasser og workshops ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev nedenfor.