Yoga nidra – en rejse ned i det underbevidste og læring i at være med det modsætningsfyldte
Yoga nidra er min meditation. Jeg dyrker bevidst bevægelse i min yogapraksis. I min yoga nidra praksis forbinder jeg mig med det, jeg kalder bevidste tanker. Det sker gennem en dyb afspændt tilstand, der forbinder mig til det ubevidste, min underbevidsthed. Det er i den forbindelse, at jeg oplever mine tanker og følelser fra et andet (ubevidst) sted og derfor får en bedre bevidst forståelse for dem. En bedre væren med mine tanker og følelser. Det lyder da ret nice, ik? Jeg håber du har lyst til at læse med.
Yoga nidra tager dig på en rejse fyldt med billeder som dette.
For en måned siden afsluttede jeg endnu et kursus i yogaverdenen. Denne gang et kursus i yoga nidra. En af vores opgaver på kurset var at lave en beskrivelse af, hvad yoga nidra er. Det kan måske virke som en underlig opgave. Hvis du tager et kursus i noget har du vel også en ide om hvad det er? Men det var faktisk en både god og udfordrende opgave. Alle kursusdeltagere havde en unik og berigende beskrivelse af, hvad yoga nidra er og betyder for os hver især. Her kommer min.
Yoga nidra er…
…luksusudgaven af meditation. Under en yoga nidra praksis ligger du ned på yogamåtten, i sengen eller hvor du nu finder dig allerbedst til rette. Yoga nidra handler om at være og ikke om at gøre. Derfor er en behagelig liggende stilling udgangspunktet for din yoga nidra praksis. Og det elsker jeg. Ikke noget med at skulle forcere min krop ind i en anstrengende siddende stilling, som bare aldrig bliver afslappet for mig, når jeg er der mere end 3 minutter.
Mens kroppen ligger og slapper af præsenteres dit sind for en række trædesten, der tager dig på en rejse ind i en dyb afspændt tilstand. Trædestenene er steder for din opmærksomhed at hvile. Trædestenene består af en kropsscanning, visualiseringer og arketypiske billeder, der stimulerer din forestillingsevne, din fantasi og skaber kontakt til din underbevidsthed.
En yoga nidra praksis kan være 10 min eller op til 30 min. Det kan være du er vågen igennem hele din yoga nidra praksis eller det kan være du falder i søvn. Mest sandsynligt er det dog, at din bevidsthed vil bevæge sig igennem og besøge forskellige tilstande.
Tilstande af bevidsthed
I løbet af en yoga nidra praksis vil du opleve, at din bevidsthed skifter tilstand. Du vil gå fra en tilstand af at være vågen, tænkende (beta hjernebølger). Måske vil du falde ind i en dyb drømmeløs søvn (delta). Måske vil du drømme (theta). Og på et tidspunkt vil du også besøge en tilstand af rolig klarhed, ikke-tænkende (alpha).
De forskellige tilstande af bevidsthed er på en måde din hjerne, der bevæger sig rundt imellem de bølger, den er designet til at kunne navigere rundt i. Hjernens bølger (hjernebølger) er milliarder af nerveceller, der kommunikerer med hinanden. Tænk lige på det, milliarder af nerveceller, der kommunikerer med hinanden konstant. Jeg har sagt det før, men kroppen er for vild! (og ja, hjernen er en del af din krop, ikke noget separat som vi ofte tænker den)
Hjernebølger ændrer sig alt efter om vi er vågne eller sover, om vi er fysisk aktive eller inaktive eller om vi er nervøse eller afslappede.
I en yoga nidra praksis øver vi os til en vis grad i at observere skiftet mellem disse tilstande. Har du fx været i en tilstand af alpha hjernebølger vil fornemmelsen af tid forsvinde, fornemmelsen af jeg’et udviskes. Det er også i disse dybere tilstande af bevidsthed, vi får kontakt til underbevidstheden. Underbevidstheden kan vise dig billeder, farver, mønstre; ja sågar dufte og fysiske sansninger af teksturer.
Skråningerne på Alderney bliver ved med at tage pusten fra mig.
At være med det modsætningsfyldte
Noget af det helt essentielle for mig i min yoga nidra praksis er, at jeg lærer at være med modsætninger. Der er en specifik trædesten i løbet af en yoga nidra praksis, der udforsker det at være med det modsætningsfyldte.
At være med det modsætningsfyldte kan være så simpelt som på en gang at have kolde hænder men mærke varme i maven. Et eksempel er, når jeg har været i vandet om vinteren. Jeg er varm indeni, men mine hænder tager en evighed om at varme op igen. Det kan også være på den helt store klinge, hvor du på en gang føler enorm glæde og savn på samme tid. Som da mine to nære og skønne veninder ventede barn nummer 2 samtidigt. Jeg var så enormt glad på deres vegne, samtidig med at jeg vidste, at jeg ville komme til at savne dem så frygteligt meget, når forælreboblen igen skulle optage dem på fuld tid for en stund. (For det gør forældreskabet. Det skal det gøre, når der ligger et lille miniaturemenneske, der ikke kan tage vare på sig selv). Og jeg kan afsløre, at de to miniaturemennesker er magiske og så utrolig heldige med de mødre, de har fået, for de er også magiske.
Det modsætningsfyldte kan eksistere samtidigt. Det ikke bare kan det, det gør det som oftest. Og jo bedre vi bliver til at rumme og være med det modsætningsfyldte, desto bedre tror jeg vi bliver til at navigere bevidst rundt igennem livet.
Nye yoga nidra optagelser direkte fra mig til dig….
Om ikke så længe kan du finde yoga nidra optagelser på min hjemmeside til fri afbenyttelse. Jeg håber du har lyst til at lytte med og starte din egen rejse ind i forbindelsen til det underbevidste og ind i rummet, hvor det modsætningsfyldte eksisterer i smuk samklang (uhh det minder mig om, at jeg altså lige må dele, hvor optur jeg har over Genklang med nummeret Skaber – varmeste musikanbefaling til din tankefulde torsdag).
På genlæs (og genhør)
//Maria
Modtag nyhedsbreve og nyheder om klasser og workshops ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev nedenfor.