Dobbeltgængere og skyggelande
I denne uge skal det handle om dobbeltgængere og skyggelande. Ugens tanker har sit udsrping fra Noami Kleins bog doppelganger som for mig er en bog om nervesystemet.
Min hensigt med Fortællinger fra dit nervesystem er, at du måske kan se dig selv i mine fortællinger eller du kan bruge min fortællinger så de passer på dig og dit liv. Mine fortællinger strækker sig bredt og det er med vilje. Jeg håber det viser dig, hvordan nervesystemet er vores rodnet hvorfra vi agerer i verden.
I sidste uge handlede det om prioritering og gentagelse og hvorfor det er godt for nervesystemet. Missede du den kan du finde link lige her. I denne uge skal det handle om dobbeltgængere og skyggelande. Jeg har nemlig læst en ganske politisk bog om nervesystemet. Forfatteren selv ville nok ikke kalde det en bog om nervesystemet men det vil jeg. Bogen er Doppelganger af Noami Klein. Klein citerer tidligt i bogen Hannah Arendts beskrivelse af tænkning – at vi kan se tænkning som noget, hvori der er indeholdt en dobbeltgænger. At tænke kan anskues som en dialog mellem mig og mig selv. Altså tænkning som en dialog jeg har med mig selv. Når en bog begynder at beskrive tænkning, bevidsthed og vores måde at være i verden på, ja så er der for mig tale om nervesystemet.
Jeg håber og tror på, at du med denne uges fortælling fra dit nervesystem begynder at forstå, hvordan nervesystemet er noget der gennemsyrer alt og hvordan et godt kendskab til nervesystemet er en genvej til trivsel og nærvær. Lad os så komme i gang.
Velkommen til denne uges torsdagstanker med nye fortællinger fra dit nervesystem.
Noami Kleins bog tager sit udgangspunkt i, at hun har en dobbeltgænger i cyberspace. Igen og igen forveksler folk hende med en anden Noami. To Noami’er med forskellige liv og holdninger men alligevel med meget tilfælles? Det er det Naomi Klein går på opdagelse for at finde ud af. Hun undersøger hvordan hendes dobbeltgænger er blevet som hun er blevet og hvordan misforståelserne opstår. Det prisværdige ved bogen er, at Naomi Klein går virkelig langt for at forsøge at forstå hendes dobbeltgænger og fx aldrig omtaler hende som hendes modstander.
Citatet fra Hannah Arendt om tænkning forsøger at forklare hvad tænkning er. Hvordan vi bruger vores bevidsthed til at tænke. Og Arendt konkluderer altså at tænkning er at være i dialog med sig selv. At tale med stemmerne i sit hoved har vist aldrig været set på som særlig normalt. Men måske vi kunne omfavne det faktum, at vi jo alle render rundt med stemmer i hovedet i form af tanker og at tankerne ikke bare er en strøm vi ikke forholder os til. Vi er hele tiden i dialog med vores tanker. Vi er kritiske over for tanker. Vi har tanker vi ønsker langt væk. Vi har tanker vi kan falde helt ned i og aldrig har lyst til at slippe. Men fordi vi i høj grad forholder os til vores tanker, udgør tanker en art dialog med os selv.
Lad mig hjælpe med at slå det fast. Jeg lytter dagligt til stemmerne (tankerne) i mit hoved og jeg forsøger at forholde mig så kærligt til dem som muligt.
At være unik versus at være som alle andre
Jeg skrev for 2 år siden et essay med titlen ”Jeg skiller mig hele tiden ud, men vil bare gerne passe ind”. Jeg tror det er meget menneskeligt, at vi gerne vil anerkendes for dem vi er. Blive set og hørt. Men jeg tror også vi gerne vil passe ind. Vi søger fællesskaber. Vi søger ind der, hvor vi kan genkende hinanden. Vi finder tryghed i det genkendelige. Det passer fint til det jeg talte om i sidste uge med gentagelse. Nervesystemet kan godt lide en vis gentagelse, det er der det bliver genkendeligt og trygt.
På en og samme tid vil vi gerne anerkendes for netop det der er vores unikke varemærke, men helst med vores fællesskab i ryggen. Vi vil ikke skille os ud for noget mærkeligt og anderledes. Vi vil ikke skille os ud på en måde der gør, at vores fællesskab kunne vende os ryggen.
Hele tiden går vi – ganske ubevidst – og søger denne anerkendelse for vores enestående og unikke mig-hed samtidig med at vi justerer på denne mig-hed så den passer ind i fællesskabet. Og mig-heden skifter gerne fra fællesskab til fællesskab.
Fællesskabet kan tage mange former. Forældreskabet er et fællesskab. Arbejdspladsen er et fællesskab. Venskabet er et fællesskab. Det frivillige arbejde er et fællesskab. Fritidsinteressen byder på fællesskab. Tosomheden er et fællesskab. Familien er et fællesskab. Politiske holdninger skaber et fællesskab. Et brud med normerne skaber fællesskab. Vi er fælles om at være i et skab. Men et skab er også et aflukke.
Vi er alle en del af flere af disse fællesskaber. Vi kan alle føle os alene og ensomme på trods af disse fællesskaber.
Når skabet også er et aflukke betyder det at, alle fællesskaber har en ramme. En ramme om dem der er i fællesskabet. Men der er også noget uden for rammen. Uden for rammen er endnu et fællesskab og endnu et. Fællesskaber ligger i lag og bunker og er filtret sammen på kryds og tværs men også adskilt på kryds og tværs.
I udgangspunktet har fællesskab en positiv klang. Fællesskab skaber et os. Men når vi har et os har vi også et dem. Et dem der ikke er en del af fællesskabet. Der kan være gode grunde til at man ikke er en del af et fællesskab. Jeg er fx ganske utryg ved alt boldsport, derfor bliver det aldrig til fodboldtræningen, at jeg finder mig et fællesskab. Men der kan også være mindre gode grunde til at man ikke er en del af et fællesskab. Det vil alverdens minoriteter kunne skrive under på. Du kan blive skubbet ind i fællesskaber du aldrig troede du skulle være en del af, når diagnosen rammer.
Fællesskaber for kræftramte, blinde, døve og psykisk sårbare. Fællesskaber der støtter pårørende til kronisk syge, fællesskaber for terminalt syge og deres pårørende. Fællesskaber for arbejdsløse.
Det ligner at mennesket er her for fællesskabernes skyld uanset hvilken form de tager. Men måske er vi her også for de kontraster fællesskaberne er medskabere af. Jeg har ikke kunnet finde et antonym for fællesskab. Ord som adskillelse, udelukkelse og eksklusion kommer frem.
Når vi er så dygtige til fællesskaber og higer efter dem er vi også nødt til at forholde os til det der er på den anden side af fællesskabet eller det der gemmer sig i skyggen af fællesskabet.
skyggelande
Skyggen er det der ligger bag os. Det vi ikke kan se. Men det er nok også det vi ikke vil se. Og der er jo en meget stor forskel på reelt ikke at kunne se skyggen bag dig og ikke at ville se den.
Alt efter hvordan du står i lyset falder skyggen forskelligt. Du kan godt stille dig i et forhold til solen, hvor du kan se din egen skygge og endda lege skyggespil.
Når vi er i det vi kender - i det genkendelige - kan vi spejle os i det vi ser. Vi spejler hinanden. I vores fællesskaber bekræfter vi hinanden i at vi er på rette vej. Vi gør det godt. Klapper hinanden på skulderen. Det genkendelige er der noget trygt ved. Det genkendelige er der gentagelse i og så er vi igen tilbage til nervesystemet der trives i den kærlig gentagelse.
Skyggen er forbundet med noget mørkt. Et blindspot måske endda en blindgyde vi ikke føler vi kan finde vej rundt i eller ud af. Hvis fællesskaber er der hvor vi spejler hinanden og det genkendelige, hvordan kan vi så se alt det der eksisterer bagom spejlet? Hvis fællesskabet er der hvor lyset er så stærkt, at vi ikke ænser skyggen, kan skyggen vokse sig enormt stærk helt uforstyrret.
Naomi Klein skriver: ”Do we really need more mirrors? How about some portals to somewhere new?”. Spejlsale er til at blive skøre af. Vi ser det samme gentaget i det uendelige. Er det problemet med spejlverdenen, at den ser uendelig ud og dermed fuldendt? Men den overser at der er noget bagved spejlet. Og selv hvis der ikke var noget bagved spejlet, har spejlet en bagside. Okay jeg skal nok lade være med at gøre mere ud skygger og spejle og få det over til nervesystemet.
Nervesystemets skyggestruktur
Jeg skal skynde mig at sige, at det der kommer nu er en fortælling om hvordan dit nervesystem måske fungerer. Måske, fordi vi beskæftiger os med hjernen (der er en del af dit nervesystem) og konceptet bevidsthed. Jeg bliver ved med at blive blæst bagover når kloge neuro-folk (læge typer) fortæller, at vi faktisk ikke ved hvad bevidsthed er. Alligevel er det noget vi mener vi er. Vi er bevidste væsner, vi har en bevidsthed om at vi er her i verden og at verden er rundt om os.
Skyggen eller spejlet i nervesystemet er hægtet sammen med det om gentagelsen. Nervesystemet forstår i udgangspunktet gentagelser som udtryk for tryghed. Men husk at denne tryghed godt kan være falsk. Mit nervesystem forbinder det fx med tryghed at hygge mig med en pose ovn fritter, remoulade og ketchup, en pose bland-selv-slik og tre afsnit af Gilmore Girls – perfekt rolig aften. Men det er delvist en falsk tryghed. Hvis det bliver en gentagelse der sker for ofte, går det hen over bliver en dårlig vane, som i stedet vil stresse mit nervesystem. Det vil stresse mit nervesystem af den simple grund, at min krop ikke får nok næring af pommes fritter og bland-selv-slik. På et tidspunkt ville denne gentagelse blive ubehagelig for mit nervesystem.
Som levende væsener har vi brug for at føle os trygge. Men vi har også brug for at komme ud på dybt vand indimellem. Jeg plejer at sige øv dig endelig på trygheden, dybt vand skal livet nok kaste dig ud på. Når du igen og igen øver sig på tryghed, finder du også modet til at kunne træde ud på dybt vand eller dit trygge bagland vil sikre en vis form for robusthed når flodbølgen lander.
Nervesystemet har sine to grene. Den sympatiske og parasympatiske der på en måde perfekt afspejler, den dualitet livet er. Vi er i vores design skabt til kontrasterne og det modsætningsfyldte. Nervesystemet trives bedst når vi bruger det helt. Når vi både slapper af og giver den gas, hvordan det end måtte udtrykke sig hos dig.
Skyggen i vores nervesystem er vores bias mod overlevelse. Vi vil gøre det meste for at overleve. Overlevelse kræver fællesskaber, derfor går vi på kompromis for at passe ind i fællesskaberne. Jo mere du kun bekender dig til et fællesskab, jo mere truet vil dit nervesystem føle sig. Nervesystemet vil simpelthen gøre alt for at passe ind i det ene fællesskab for hvis du ikke hører hjemme der, hører ikke hjemme nogen steder – og noget værre end ikke at høre hjemme, kan nervesystemet ikke forestille.
Det er derfor du finder dig i dårlig opførsel, det være sig på arbejdspladsen eller i familien. Og lad mig lige slå fast. Vi kan alle opføre os dårligt. Vi kan alle være idioter. Og hvis man er heldig har man nogen i sit liv der kan sige; ja der var du sgu en idiot men jeg er her stadig.
Naomi Klein anfægter i sin bog ideen om af være self-made. Altså den klassiske amerikanske drøm situation, kommet fra ingenting og uden nogen og blevet til noget. Hun påpeger at vi er skabt i samspil med hinanden og at vi kan blive opløst igen af hinanden. Det er det der sker i vores fællesskaber, vi bygger hinanden op. Men alt der bliver bygget op kan ramle ned igen. Når skabet begynder at knirke lidt for højt eller spejlet har slået en revne, går nervesystemet først i alarmberedskab. Noget (nyt) er på vej. Ikke i rute men på vej. Åh kære Minds, glæder mig til koncert til sommer. Når vi møder den første knirker ellen revne kan vi overse den. Vi kan køre hen over den og gøre som vi plejer – gentagelsen. Men en revne har det sjældent med at hele helt op. I kroppen bliver revner til arvæv og kroppen skal finde ud af at navigere rundt omkring det arvæv på en ny måde.
Det er det samme der sker i vores fællesskaber – vores fælles nervesystem – når revner er på spil. Vi skal finde nye måder at være sammen på og nye måder at gøre ting på. Og det er her Naomi siger at vi må bruge spejlet revne til i stedet af skabe en portal ind til noget nyt.
Ideen om at klare sig selv er en illusion. Ingen klarer sig selv. Og hvor nogen gerne vil være noget, så holder jeg mig til at jeg gerne vil være noget for nogen. Det har Pauline skrevet en fin sang om. Alle vil jo bare være noget for nogen.
Jeg vil slutte af med endnu en ting jeg synes du skal prøve af i den kommende uge. Øvelsen går ud på at træne dit nervesystem i at blive opmærksom på revner.
Revner er en mulighed for at der kan komme lys på noget der har gemt sig i skyggen.
Prøv i den kommende uge at lægge mærke til når du ufrivilligt får sommerfugle i maven. Sommerfugle i maven synes jeg er en god indikator for at der måske er en revne på vej. Og fordi vi er i nervesystemet og dermed den iboende dualitet i os, så kan sommerfugle både være en dejlig af slagsen men også mere ubehagelig.
Jeg kan give dig et par eksempler. Gode sommerfulge for mig er når jeg er på cyklen gennem København og på vej ud til gode venner. Gode sommerfugle kan være at læse første side i den bog jeg har set så utrolig meget frem til at fordybe mig i. Og så er jeg da ikke for fin til at indrømme, at jeg også godt kan få lidt sommerfugle i maven, når jeg ser frem til en velfortjent hygge aften med pommes fritter, bland-selv-slik og Gilmore Girls.
De mere ubehagelige sommerfugle kommer også ofte på besøg. Sommerfuglene har store vinger, når jeg tænker på, at jeg har smidt en god og tryg karriere som jurist på hylden og ikke har den fjerneste garanti for, at det jeg har gang i lige nu vil lykkedes. Når det sker på ugentlig basis minder jeg mig selv om, at jeg er i gang med at lykkedes med min mission om at være noget for nogen. Jeg husker utallige gange, hvor jeg har haft ondt i maven på kontoret under et møde, hvor der var dårlig stemning, fordi alle var pressede og alle opførte sig lidt som idioter. Jeg kan få sommerfugle i maven, når jeg skal bede om hjælp. Når rækker ud efter støtte fra dem jeg holder af. Også selvom jeg godt ved de er der for mig er jeg stadig nervøs for at række ud.
Din opgave bliver at lægge mærke til sommerfuglene. Du kan registrere både de gode og dem der er ubehagelig. For når vi kender både og er vores forudsætninger for at kaste ordentligt lys på de ubehagelig sommerfugle, der har gemt sig i skyggen, størst.
Hvis du på har kunnet bruge det du har læst her, så send det endelig videre. Så kan du være med til at skabe endnu et fællesskab. Et fællesskab omkring vores nervesystem.
På genlæs
//Maria
Modtag nyhedsbreve og nyheder om klasser og workshops ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev nedenfor.