Hvad vi mener når vi taler om systemiske problemer
I denne uge skal det handle om nogle af nervesystemets gode venner og det sprog kroppen taler. Hvordan vores tanker og følelser udgør input til nervesystemet. Og så skal det også handle om hvad vi mener, når vi taler om systemiske problemer og på den måde kommer det ganske fint til at handle om noget både inde i dig og uden for dig.
Min hensigt med Fortællinger fra dit nervesystem er, at du måske kan se dig selv i mine fortællinger eller du kan bruge min fortællinger så de passer på dig og dit liv. Mine fortællinger strækker sig bredt og det er med vilje. Jeg håber det viser dig, hvordan nervesystemet er vores rodnet hvorfra vi agerer i verden.
I sidste uge handlede Fortællinger fra dit nervesystem om dobbeltgængere og skyggelande. Det kommer jeg til at vende tilbage til, da der er mange flere nuancer, jeg gerne vil belyse.
I denne uge skal det handle om nogle af nervesystemets gode venner og det sprog kroppen taler. Hvordan vores tanker og følelser udgør input til nervesystemet. Og så skal det også handle om hvad vi mener, når vi taler om systemiske problemer og på den måde kommer det ganske fint til at handle om noget både inde i dig og uden for dig.
Jeg håber at kunne vise dig, hvorfor en skelnen mellem det der er inden i dig og det der er uden dig ikke altid giver så meget mening. Jeg bliver nemlig mere og mere overbevist om at alt er forbundet.
Velkommen til fortællinger fra dit nervesystem.
Nervesystemet er et signalsystem i din krop. Signalerne er elektriske. Hormonsystemet er også et signalsystem i kroppen. Her er signalerne kemiske. Og immunsystemet, eller som vi kender det - immunforsvaret – bliver påvirket af de elektriske og kemiske signaler, der suser rundt i kroppen på dig. Vi tænker nok mest immunforsvaret, som netop det – et forsvar mod det der er uden for os selv. Vi forsvarer os mod et angreb fra bakterier eller vira uden for os selv. Men forsvaret er kun så stærkt og sundt som det forsvaret består af. Og forsvaret består af dig og alle dine systemer – nervesystemet, skeletsystemet, hormonsystemet muskelsystemet osv. Men også systemerne uden for dig. Uddannelsessystemet, sundhedssystemet, arbejdsmarkedet. Systemer er noget vi udvikler både for at forstå og for at organisere. Et forsøg på at skabe orden og overblik.
Alle systemer har deres begrænsninger, fordi systemer sætter en ramme omkring det som systemet forsøger at forstå og organisere.
Nervesystemets signaler arbejder hurtigt. Det er smart, vi skal hurtigt kunne løbe væk fra løven – den gode gamle kending når det kommer til at skabe et billede på vores kamp/flugt-respons. Adrenalin frigives og hjælper med at håndtere den store stressor løven udgør. Hormoner arbejder mere langsomt end nervesystemets hurtige elektriske signaler. Når vi responderer på en stressor – altså en stimuli nervesystemet opfatter som stressende - sendes hormonet kortisol ud i kroppen. Det er vores langtidsstresshormon. Adrenalin og kortisol er altså begge stresshormoner og vi har brug for dem begge. Hvis det var ren adrenalin – korttidsstresshormon - ville vi løbe mega hurtigt væk fra løven og forsimplet sagt aldrig stoppe igen. Langtidsstresshormonet sørger for at adrenalin ikke fortsætter med at pumpe rundt i kroppen. Når adrenalin ikke længere pumper rundt i kroppen kan vi begynde at tænke en smule mere klart og komme os over chokket.
Langtidsstresshormonet kortisol bliver frigivet også efter at den umiddelbare farer er væk og hjælper med at stoppe adrenalinen igen eller måske man kan sige at den overtager for adrenalinen. Det betyder at selv lang tid efter at en stressfaktor umiddelbart er overstået har vi kortisol strømmende rundt i kroppen for at hjælpe os med at komme videre efter chokket. Det er her naturen er god at finde eksempler i. Nogle at vores fælles naturlige væsener viser på bedste vis, hvordan man kan bruge kroppen til at arbejde gennem et chok eller en stressfaktor. Vores dyrevenner zebraen eller hjorten ryster bogstavelig talt chokket af sig. De ryster hele kroppen. Der kommer højst sandsynligt også lyde med ud. Det kan se voldsomt ud, det kan lyde voldsomt. Men ikke ret lang tid efter sådan en stor rystetur vil du se zebraen eller hjorten der igen græsser i ro og mag, eller hjælper med at rengøre unger. De vender tilbage til trygge pligter med en majestætisk ro, fordi kroppen har forløst chokket over det der stressede.
Inden du begynder at frygte at ugens udfordring er at du skal ryste voldsomt og råbe højt, så lad mig forsikre dig om, at der er utallige måder for os mennesker at arbejde gennem chok og stressorer og det behøver ikke at se ud som hos vores dyrevenner – men det kan det sagtens.
Alt med måde og kroniske stressorer
Som det er med det meste handler det om balance. Kortisol er et genialt hormon, der hjælper os på utrolig mange måder og reder os i stressede situationer. Når der er kroniske stressorer i vores liv er der også kronisk produktion og frigivelse af kortisol og det kan belaste kroppen på den lange bane. Det kan være du har et kronisk sygt familiemedlem i din varetægt, det kan være du selv er alvorligt langtidssyg. Det kan også være frygten for fremtiden. Angste tanker må vi ikke undervurdere effekten af. Jeg kender det selv, når frygt og angst tager over og ødelægger min nattesøvn, mit humør og stjæler mit overskud.
Den vigtigste pointe her er, at kroniske stressfaktorer er en del af manges liv. Jeg vil gå så langt som at sige, de er en del af vores alle sammens liv. Det skifter lidt rundt i hvor høj eller lav grad de kroniske stressorer fylder. Det her siger jeg ikke for at male fanden på væggen – tværtimod – jeg synes det er vigtigt, at vi på en rolig og rationel måde forholder os til, at livet er udfordrende og svært men også smukt og givende.
Jeg har skrevet det før – det er gennem nervesystemet at vi oplever verden. Nervesystemet opfanger alle stimuli omkring os og fortolker på dem og reagerer derefter i overensstemmelse med fortolkningen. Når nervesystemets hurtige elektriske signaler har fortolket input, sendes nogle signaler til hormonsystemet og kroppens kemiske signalsprog sættes i gang og reagerer på de fortolkninger af stimuli som nervesystemet har taget imod. Alt dette bare for at vise dig, at der foregår en samtale inde i dig mellem alle de forskellige systemer af din krop. En samtale på et sprog du ikke forstår – endnu. Og husk at systemer bare er os menneskers forsøg på at organisere for at forsimple og forstå.
Lad mig komme med et eksempel på, hvorfor kroniske stressorer er en del af vores alle sammens liv. Jeg læste for en del år siden Hanya Yanagiharas bog Et lille liv. En meget smuk men meget tung bog. Den er skrevet i et let sprog. Karaktererne er likable og man ville gerne være venner med dem alle. Men emnerne er tunge og tyngden vil ingen ende tage. Og alligevel er den utrolig smuk. En af karaktererne skriver en sætning i et brev, som jeg ikke har kunnet glemme. Den har mejslet sig fast. Ikke selve sætningen, men essensen af.
Karakteren udtaler sig om den helt særlige kærlighed forældre får til deres børn. Karakteren gør noget ud af at pointere, at det er lige meget om du er biologisk forælder til barnet eller det er et menneske, du beslutter dig for skal være dit barn. Den overvældende og til tider altoverskyggende kærlighed, der er mellem forældre og barn, beskrives ofte som den ultimative kærlighed, som det højeste der er at opnå. Som den reneste kærlighed. Karakteren knytter denne ophøjede kærligheds op på frygt. Den kærlighed du har til dit barn føles så voldsom og altoverskyggende, fordi den kærlighed er uløseligt forbundet med frygten for at miste barnet. Kærlighed bliver voldsom og altoverskyggende, når den er forbundet med frygten for at miste. Jeg tror ikke der er nogen, der har lyst til at leve uden kærlighed, men vi er nok alle sammen lidt i benægtelse omring kærlighedens bagside. Bagsiden i kærligheden der er frygten for at miste det som kærligheden er knyttet op på.
Det var meget mindblowing for mig at læse. Det var som om der faldt noget på plads i mig. En dyb forståelse for at det smukke hænger sammen med det grimme. Det gode med det dårlige. Det hurtige med det langsomme. Det var som om den sætning fortalte mig, at der vil altid være stressorer i dit liv. Det er en del af gamet. Og du kan nu vælge hvordan du vil være med dem. Jeg har lovet mig selv, at jeg vil være med dem i et udgangspunkt af nysgerrighed. Jeg er taknemmelig for at jeg har ressourcerne til at finde denne nysgerrighed frem selv når det er aller sværest.
tanker og følelser som kemiske og elektriske signaler i kroppen
Gennem yoga og meditation har jeg fået en stor nysgerrighed over for kvaliteten af mine tanker. Jeg mener ikke om tankerne er af dårlig eller god kvalitet. Tanker er meget mere nuancerede end som så og kan ikke dømmes som kun gode eller dårlige. Når jeg er nysgerrig på mine tankers kvalitet handler det om at forstå en tanke, mærke den, opleve den og beskrive den.
Jeg har en tanke der går igen. Den skaber altid et sug i min mave. Den føles kølig og lidt skarp, som om den har en kant. Kanten på den tanke er ikke farlig. Jeg kan godt balancere på dens kant. Jeg har en anden tanke der går igen. Dens kant er utrolig dyb, der er intet afrundet eller blødt ved den tanke, den er tung og mørk. Jeg har en tredje tanke der går igen, den er varm af natur, den gør mig blød og fleksible. Den er lys og sprudlende og fritsvævende.
Hvad tænker du om min beskrivelse af mine tanker? Dømmer du dem som gode eller dårlige. Er der en af dem du foretrækker? Måske du kom i tanke om en af dine tanker, der besøger dig hyppigt og kunne genkende den ud fra min beskrivelse.
Jeg kender disse tre tanker utrolig godt og de er alle lige velkomne i mit sind. Der er ingen af disse tre tanker jeg dømmer som gode eller dårlige. Jeg ved de er en del af mig og at de udvikler sig med mig.
Jeg ser det som min fornemmeste opgave at være med mine tanker og rumme dem. Rumme dem alle sammen. Når jeg begynder at beskrive mine tanker, som jeg har gjort ovenfor, bliver de mere afrundede og færdigtænkte.
At tænke en tanke til ende. Hvor tit gør du det? Jeg oplever ofte at mine tanker overtager hinanden uden at jeg lægger mærke til det. Når jeg beskriver mine tanker bliver det også endnu mere klart for mig at tanker og følelser er noget der er samlet i det vi kan kalde bevidsthed. En følelse har et mere fysisk udtryk end en ren tanke. Men jeg kan ikke altid beskrive om det var en følelse eller en tanke der gjorde mig glad eller ked af det. Indimellem er det svært at skelne tanke og følelse fra hinanden.
Tanker og følelser er ikke noget vi ser på i sammenhæng med kroppens mange systemer, men måske burde vi gøre det.
Du kan anskue dine tanker og følelser som input dit nervesystem forholder sig til. Dine tanker og følelser påvirker det indbyrdes kemiske og elektriske sprog din krop taler uden at du behøver at forstå det.
Vi er nogle der er trætte af vores tanker og ikke gider at forholde os til vores følelser. Er det dig hjælper det måske at anskue tanker og følelser som det her elektrokemiske sprog. Tanker og følelser som kemiske og elektriske signaler i kroppen. Vi er også nogle der overanalyserer vores tanker og følelser i en uendelighed og forsøger at være med dem og rumme dem. Er det dig kan det måske også hjælpe med den her lidt nøgterne tilgang.
Når der er fejl i systemet
Nu bevæger vi os ud af kroppen men ind i vores systemer. Vi omtaler mere og mere problemer som systemiske. Men hvad er det vi mener, når vi taler om et problem som systemisk?
At et problem er systemisk betyder, at det ikke kan anskues isoleret. Og så er vi tilbage der hvor jeg startede med min fornemmelse af at alt er forbundet.
Jeg beskæftiger mig som yogalærer og kraniosakralterapeut mest med nervesystemet, men jeg kan ikke undgå også at forholde mig til kroppens mange andre systemer. Og jeg forholder mig til at systemer rundt om mennesket også påvirker det – altså mennesket. De systemer vi er en del af og bevæger os rundt i påvirker os.
Naomi Klein skriver i sin bog Doppelganger, at vi bør være ”soft on people, hard on systems”. Men hvad er et system uden os mennesker der enten har skabt det og/eller er en del af det? Det er os mennesker, der har skabt vores uddannelsessystem. Vi har fundet på kapitalisme som et økonomisk system vi navigerer efter. Vi har skabt vores arbejdsmarked og de organisationer det består af. Vores nervesystem er en del af os – jeg vil gå så langt som at det ER os.
Jeg er enig med Naomi Klein, vi skal ikke være hårde ved mennesker. Vi skal være mere forstående, rummelige og nysgerrige. Men vi er også nødt til at erkende, at det er os mennesker der står bag systemerne. Systemerne er ikke skabt ud af den blå luft. Vi er alle medskabere af systemer og bærer alle et ansvar. Eller måske man kunne sige at systemer er noget vi samskaber.
Jeg er i gang med en anden bog – Gabor Mate’s The Myth of Normal. Gabor Mate påpeger også systemiske problemer og organisationer som the bad guy. Han taler om at mange organisationer har personlighedstræk der minder om narcissisme og sociopati.
Det får mig til at overveje om systemer og organisationer er måder vi mennesker forsøger at undgå ansvar på. Måske er det gennem vores systemer og organisationer, at vi lader alt det mørke og tunge udspille sig. Vi taler om problemer som organisatoriske eller systemiske og det skaber på en måde en distance. En distance der gør problemerne mindre menneskelige. Det er ikke problemer der bor i os mennesker og vi bliver ansvarsfri? Spørgsmålstegn. Jeg skriver med vilje spørgsmålstegn, for jeg ved det ikke. Det er blot en tanke i mig, som jeg nu deler med dig. Det er et spørgsmål jeg mener der er værd at overveje.
Jeg tror ikke på, at vi kan løse systemiske problemer ved kun at fokusere på systemerne. Vi er nødt til at erkende, at systemerne er os. Derfor er der et kæmpe behov for, at vi er villige til at se os selv i øjnene og stille svære spørgsmål. Spørgsmål som; hvordan bidrager jeg til systemet? Hvad får jeg ud af systemet som det er nu? Hvilke fordele og ulemper er der for mig personligt i det pågældende system?
Når alle har ansvaret, tager ingen ansvaret. Det giver mulighed for, at vi kan bebrejde systemet eller organisationen. Men det er ikke holdbart. Organisationen er os. Systemet er os. Og ansvaret er vores alle sammens. Alle skal tage et ansvar og det gør vi gennem det vi kan kalde hverdagsaktivisme.
Min udfordring til dig denne uge går på det vi kunne kalde hverdagsaktivisme. Hverdagsaktivisme er måske mest forbundet med at gøre sit for at bruge mindre plastik, spise mindre kød, købe mere socialt ansvarligt – alt det rigtige du ved. Men i den her uge skal du være aktivistisk på en anden måde.
· Du kan prøve at sætte dig og tale med den kollega du aldrig taler med og som du ikke bryder dig så meget om.
· Du kan prøve at tale med et menneske du ved du er uenig med og lytte til det de har at sige uden at komme med dine modsvar, bare lytte.
· Du kan tale med din partner eller en god ven om det emne I begge har udskudt, fordi I ved det bliver udfordrende og svært.
· Du kan love dig selv at se mennesker mere i øjnene, se dem i øjnene som du handler hos, dem der sidder ved kassen, dem der serverer din kaffe og dem du serverer kaffe for.
Det er hverdagsaktivisme hvor vi forsøger at være mere menneskelig og være med alt det der er. Også det der mørkt og tungt eller bare ubehageligt. Det er også en del af os og det skal rummes. At være mere forstående, rummelig og nysgerrig over for mennesker indebærer også at være det over for dig selv. Vi er relationelle væsener, vi er hele tiden i relation til andre mennesker og til os selv.
Det er ikke fordi du skal blive bedste venner med den kollega du ikke bryder dig om – men du træner at være med det der er lidt svært. Du træner at rumme det du ikke bryder dig om og det er vigtigt for vi skal alle sammen være her af den simple grund, at VI ER HER.
Det er ikke fordi du skal ændre holdning og blive enig med det menneske du er uenig med, men du træner at kunne rumme uenighed og det er vigtigt for forskellige holdninger er med til at udvikle os.
Du skal træne at tage de svære samtaler med dine vigtige og tætte relationer fordi det har potentialet for at gøre relationen mere dyb. Det er i de tætte relationer, vi skal rummes med alt det vi er og det kræver at tage de svære samtaler, hvor vi er sårbare.
At se mennesker i øjnene er den mest enkle måde at blive mindet om medmenneskelighed. Det er ikke for sjov, at vi taler om vores øjne som vores sjæls spejl.
Jeg tror på, at det er med en aktivistisk tilgang til at forstå os selv som både individer og en del af et hele, at vi kan påvirke og ændre de systemiske udfordringer og problemer.
På genlæs
//Maria
Modtag nyhedsbreve og nyheder om klasser og workshops ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev nedenfor.