Når du prioriterer gentagelsen
I denne uge skal det handle om kærlighed. Den kærlighed der gemmer sig bag evnen til at prioritere og til at gentage. Der er kærlighed bag det er prioritere og gentage, fordi det er det nervesystemet forstår. Jeg håber din nysgerrighed er vakt og du har lyst til at læse eller lytte med.
Min hensigt med Fortællinger fra dit nervesystem er, at du måske kan se dig selv i mine fortællinger eller du kan bruge min fortællinger så de passer på dig og dit liv. Jeg har ikke svaret, men jeg har mange svar. Mange forslag til hvordan du lærer dit nervesystem godt at kende.
I sidste uge handlede det om 1,8 sekund-kulturen. Den går kort sagt ud på, at vi bruger 1,8 sekund på at vurdere om vi gider at bruge mere tid på noget. Dette noget er mest i forhold til indhold på diverse skærme. Men jeg kan ikke lade være med at få tanken, at det smitter af på det liv der bliver levet væk fra skærmene. Vi er dem hvor livet væk fra skærme udgør en lille af livet. Vi er dem, hvor skærme stadig noget lidt nyt og fremmed. Og så er der alle os midt imellem.
Når vi bruger 1,8 sekund på at vurdere om vi gider at klikke os ind på det reelle indhold, skal man gøre sig umage med at fange folks opmærksomhed. Vi kender det som click bait og kroge. Til dato er mit mest læste essay på min hjemmeside, det essay der i titlen indeholder ordet forelskelse.
Kærlighed er der kliks i. Og på en måde skal det handle om kærlighed i den her uge. Kærlighed gemt under evnen til at prioritere og noget så kedeligt som gentagelser.
Velkommen til denne uges torsdagstanker med nye fortællinger fra dit nervesystem.
kærlige clicks
Hvad får dig til at klikke videre? Eller lad mig spørge på en anden måde. Hvad får dig til at gå dybere? For det er det vi gør, når vi klikker os ind på en profil eller en artikel. Noget har fanget vores opmærksomhed i det 1,8 sekund vi giver det, og vi klikker os videre for at få mere.
Inden internettet gik man på biblioteket, når der var noget man gerne ville vide mere om. Det man ikke blev præsenteret for i skolen, på arbejdet eller i fodboldklubben. Det man ikke kunne finde i aviser, radio eller tv. Jeg går ikke længere tilbage i tid, men på et tidspunkt, var det jo ikke fra hverken aviser, radio eller tv vi fik vores viden – der gik det bare fra mund til mund.
På biblioteket fandt vi det emne vi søgte og gik i gang med at skimme bøgernes rygge for at finde en fængende titel. Denne skimmen af bogrygge kan vi måske sammenligne med at scrolle gennem diverse internet feeds. Pludselig var der en titel der fængede og vi tog bogen ned fra hylden og læste på bagsiden for at vurdere, om vi ville låne bogen og bruge endnu mere tid med den. Allerede dengang forsøgte man sig med en tagline der indgød fordybelse i stedet for skimmen – dont judge a book by it’s cover. Giv den lige lidt mere tid det kunne jo være den var noget for dig.
Jeg forestiller mig, at de mennesker, der er trådt ind på de første biblioteker, er blevet overvældede. Overvældede af alle de muligheder der lå i bøgerne. Velvidende at man aldrig vil kunne læse dem alle. Måske var det heller ikke alle bøgerne man ville læse. Men jeg tror mange vil have oplevet følelsen af ikke at kunne nå at læse alt det man gerne ville. En slags første FOMO.
Man var nødt til at vælge. Vælge hvilke bøger der skulle med hjem i fordybelsens rum. Gennem tiden er der skrevet meget om kærlighed og der er udlånt endnu mere om emnet. Jeg er sikker på at kærlighed ligger øverst på langt de fleste lister. Lister over mest læste, mest hørte, mest brugte materiale – uanset om det er viden om kærlighed eller kunst om kærlighed.
Hver gang du kærligt klikker dig videre træffer du også et valg. Et kærligt valg om at invitere potentialet for fordybelse ind. Når du klikker på den artikel med den fængede overskrift, har noget i dig besluttet, at du gerne vil vide mere.
Fordi du har verdens største bibliotek med dig hele tiden ved du også, at du altid kan klikke dig tilbage og finde noget nyt, hvis det du klikkede på ikke var spændende nok. Det svarer til at man i gamle dage med bøgerne, lånte 5 bøger med hjem. Begyndte at læse en, men den fangede dig ikke helt, så du læser den ikke færdig og går videre til den næste bog du lånte med hjem.
Dengang det bare var bøgerne, der læste du måske 10 sider eller 50 sider inden du gav op og besluttede, at det ikke var noget du gad bruge tid på. Der blev helt automatisk brugt mere tid på at vurdere om indholdet var noget for dig.
Jeg bruger med vilje ordet gider. Jeg synes nemlig det er dejlig ugideligt – get it? Det provokerer mig lidt. Jeg hader at være ugidelig, men jeg øver mig også i at være bedre til at dovne den. Eller til at nyde før jeg kan yde.
Det vulgære overflødighedshorn
Første gang jeg stødte på ordet overflødighedshorn og så at det kunne have en negativ klang, var da jeg læste Hunger Games – jep det var bøger først. Jeg husker ikke hvilken bog men blot at deltagerne i arenaen blev præsenteret for et overflødighedshorn af udstyr, som ville hjælpe dem med at overleve i arenaen. De skulle derfor hurtigt prioritere hvad de ville gå efter, vel at mærke med risikoen for at andre deltagere angreb dem.
Deltagerne vil i deres nervesystem have været fyldt op af adrenalin, skyklapper og et skarpt fokus på et eneste mål. Nemlig at overleve. Det er ikke i denne tilstand, at vi træffer de mest velovervejede beslutninger. Men der er en vigtig egenskab fra den tilstand, som vi kan bruge i forhold til den pointe jeg prøver at mane frem her. I den tilstand er du skarp på dine prioriteringer. Der ikke tid til at scrolle igennem 100 opslag/overskrifter/titler for så at vurdere hvilken der er mest spændende eller brugbar.
Vi træffer altså ikke grundige og velovervejede beslutninger, når vi frygter for vores liv. Men vi træffer beslutninger. Vi får handlet. Vi får skåret ind til benet. Alt overflødigt kommer af vejen.
Det vulgære overflødighedshorn er kommet med internettet og særligt med den smarte telefon. Det kalder vi den ikke mere. Nu er det bare en telefon. Tele handler i sin rod om at dække afstande. Når man vil dække en afstand, skabes der en forbindelse mellem det der er afstand imellem. Den telefon vi har i lommen nu kan mindske afstande både gennem skrift, tale, billeder og video. Det paradoksale er at den på en og samme tid kan forbinde os og splitte os. Men lad nu det ligge for i dag.
At skære det overflødige væk
Tilbage til det overflødige. Når vi er i den tilstand, hvor adrenalin pumper gennem kroppen er vi skarpe på vores mål. Men skyklapperne forhindrer os i en vigtig ting. Nemlig at være kritiske over for målet.
I dag er målet mere. Bare mere. Det kan i al fald virke sådan.
Jeg synes nogle gange at verden går så hurtigt, at det kan føles som om det hele er ren overlevelse, adrenalinen pumper rundt for at nå så meget som muligt. Men aldrig nå noget i dybden. Aldrig gøre noget grundigt. Aldrig nøjes. Jeg øver mig i at nøjes. Nøjes med at blive mega dygtig til det med nervesystemet.
Det er dine binyrer der producerer stress-hormonet adrenalin. Og binyrerne er forbundet til den sympatiske del af dit nervesystem. Ordet sympatisk her er ikke som vi kender det i form af at udvise andre sympati. Den sympatiske del af dit nervesystem er derfra vi handler og performer. Det er den sympatiske gren af nervesystemet, der er aktivt når vi skal løbe efter bussen eller holde et foredrag. Det er selvfølgelig mere komplekst end som så for hele nervesystemet er hele tiden i gang. For enkelthedens skyld holder vi os til, at den sympatiske gren af nervesystemet er der hvor vi aktivt performer og arbejder. Sagt på en anden måde. Den sympatiske gren dominerer, når adrenalin pumper rundt i kroppen.
Jeg er ikke i nærheden af at lave en ironman - er der egentlig noget der hedder en ironlady eller har Margaret Thatchers kælenavn ødelagt det? – men jeg vil alligevel bruge det som eksempel. Når du har sat dig målet om at gennemføre en ironman skal der gentagende træning til. Træning, træning og træning. Gentagelse, gentagelse og gentagelse. Mens du træner til din ironman prioriterer du din træning. Dvs. der er ting du vælger fra. Det kan være alkohol. Det kan være tid med vennerne – i al fald dem der ikke også træner til en ironman. Du er nødt til at prioritere, fordi du har sat dig et mål, som det kræver din tid at kunne nå. Du bruger et år på det. Du kommer i mål og gennemfører din ironman – måske din første, måske din 5. Det er mega sejt.
Det der er sket er, at du har formået at skære ind til benet. Du har fjernet det overflødige, der ikke hjalp dig med dit mål. Og du har erfaret at der er enorm power i gentagelsen. Den gentagne træning.
gentagelsens magi
Vi ved alle sammen, at hvis der er noget vi gerne vil være gode til, så øver vi os. Vi træner. Vi bruger tid på det vi gerne vil være gode til.
Vi går til blokfløjte og klaverspil. Vi går til basketball og atletik. Måske vi har en læseklub for at læse flere bøger. Går på brætspils- eller computercafe for at blive bedre til at lege. For det er også det brætspil og gaming er – det er leg. Der er mennesker, der tager legene til eliteniveau og bliver professionelle gamere eller skakgenier.
Det er altså i gentagelsen at vi bliver piv-gode. Og gentagelsen er en form for fordybelse. Her kunne man jo spørge om man ikke bare bliver piv dygtig til at scrolle igennem indhold af at gøre det så meget. Og jo det er vi da blevet helt vildt gode til. Jeg tror vi er blevet mestre i at skynde os og i at nå en hel masse. Jeg tror vi er blevet dygtige til hurtigt at vurdere, men jeg tror også man kan vurdere for hurtigt og overfladisk.
Hvis vi skal prøve at se gentagelsen som et udtryk for fordybelse, hvorfor giver det så ikke samme tilfredsstillelse at scrolle igennem dagens nyheder, dagens feed eller netflix forsiden, som det gør at læse en bog, gennemføre den ironlady eller triatlon for nu er gå en mindre kønnet vej eller gå en daglig tur i skoven.
Min forklaring går gennem nervesystemet. Når vi bliver præsenteret for uendelige muligheder, input, stimuli, som vi gør i vores feed, er det rene stimuli til den sympatiske gren af dit nervesystem. På kort tid er der helt enormt meget stimuli og det du primært gør med alle de stimuli er at du vælger fra. Opslag på opslag bliver forkastet som ikke relevant, men hvert opslag har stadig været input dit nervesystem har forhold sig til. Hvis vi går tilbage til det med at skære det overflødige væk, kan man sige at nervesystemet på en og samme tid tager alt og intet ind. Og det efterlader dit nervesystem med en følelse. Nemlig følelsen af utilfredshed.
Hvorfor denne utilfredshed?
Det er fordi den sympatiske gren af nervesystemet har være (for) dominerende. Og det er den ikke bygget til at være – i al fald ikke over længere tid. Nervesystemet er bygget til at blive brugt i sin helhed. Forenklet sagt trives nervesystemet bedst, nå vi er lige gode til at performe og slappe af.
Den gode gamle med at man skal yde før man kan nyde kan der måske være noget om. Men hvis du kun har ydet og ydet og ydet, betyder det måske også at du er blevet dårligere til at nyde. Og det er nervesystemet træt af. Det er derfor det er enormt kærligt at prioritere og gentage. Igen og igen skære ind til benet og øve det der betyder noget – hvad end det måtte være.
Jeg vil slutte af med et par eksempler, som jeg håber gør mit budskab mere tydeligt.
Når du går en tur i skoven bliver hele dit nervesystem stimuleret. Hele dit nervesystem er forenklet sagt den sympatiske gren og den parasympatiske gren. Det er i den sympatiske gren vi agerer udefter, vi handler, vi kæmper os fremad og måske nyder vi det. Det er i den parasympatiske gren, at vi hviler, vi fordøjer mad, vi fordøjer indtryk og måske nyder vi det.
Jeg skriver med vilje måske nyder vi det, for vi kan finde nydelse både i det parasympatiske og det sympatiske og særligt når vi kombinerer de to.
Det er det en gåtur i skoven kan. Den byder på stimuli til hele dit nervesystem. Til hele dig.
Det samme kan gøre sig gældende, hvis vi forsøger at læse en bog. Det er hele dit nervesystem der bliver stimuleret, når du læser. Det er kun den sympatiske gren, der bliver stimuleret når du scroller.
Det er ikke farligt at det går hurtigt, det må bare ikke kun gå hurtigt. Det skal også gå langsomt. Det er med både det hurtige og det langsomme at nervesystemet trives.
Overvej hvor du allerede er god til at prioritere gentagelse. Det kan være du får prioriteret dit malekursus hver uge. Det kan være du over dig på den guitar 15 min hver dag. Det kan være du modigt træder over dørtrinnet til dansesalen, hvor du skal lære vals, som du altid har drømt om. Hvis du ikke kan komme i tanke om noget du bevidst gentager og prioriterer lige, kan du prøve en af mine forslag.
· Læs 35 minutter i en bog uden forstyrrelser. Du sidder i en stol så chancen for at du falder i søvn er mindre. Du har telefonen i et andet rum. For lige nu skal du ikke forbindes med noget over en afstand. Bogen er lige der foran dig og alt den ønsker er, at du roligt bladre en side af gangen.
· Gå en tur i skoven (eller hvad du nu har i nærheden af noget der minder om natur). Du skal gå så langsomt, at du synes det føles lidt akavet, kedeligt og måske endda lidt frustrerende. Hold det langsomme tempo indtil det føles naturligt. Behold det nu naturlige langsomme tempo indtil du har 10 min tilbage af turen og så skynder du dig ellers hjem.
· Tag et brusebad og skift tre gange mellem varmt vand og koldt vand. Først, tak fordi vi har rent vand vi kan tage bad i. Det handler ikke så meget om hvor god du er til koldt eller varmt vand men mere at du mærker skiftene. Hvordan koldt vand opkvikker, varmt vand sløver, hvordan koldt vand er noget du har lyst til at løbe væk fra (performance) og varmt vand noget du har lyst til at putte dig i (afslapning).
Jeg håber vi høres ved i næste uge. Hvis du på nogen måde har kunnet bruge det du har læst, så del det endelig.
På genlæs
//Maria
Modtag nyhedsbreve og nyheder om klasser og workshops ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev nedenfor.