Knækkede rygge og uro

I denne uges #torsdagstanker handler det om uro. Ikke den uro der hænger over puslebordet eller som pyntegenstand i stuen. Men den uro der kan bo i kroppen. Det handler også lidt om de bøger jeg har knækket ryggen på henover sommermånederne. Selv når jeg læser skønlittatur ser jeg nervesystemet for mig. Nervesystemer er virkelig allestedsnærværende. Læs med for lækre ord som grundklang og tonus.

Sommerens knækkede rygge. Særligt Årene og Vernon Subutex gjorde indtryk. Med Årene rejste jeg tilbage i tiden og Vernon Subutex tog mig med ind i en verden jeg aldrig før har besøgt. Men Flugt efterlod mig mest imponeret, det var som at læse en lang sang.

”En uro der ikke kommer og går, men er en tonus inde i alt andet”.

Helt genialt skrevet af Ia Genberg i bogen Detaljerne. Jeg elsker at læse skønlitteratur. Det er når jeg læser skønlitteratur, at livet kommer lidt ned i tempo. Det er også her jeg bliver mindet om, hvor utrolig mange kreative hjerner der render rundt i blandt os. Tænk at sætte sig ned og forsøge at formidle historier om levet liv. Det er det skønlitteraturens forfattere gør. Tak for jer. Nu videre til det med yoga og krop og alt det min kreative hjerne forsøger at formidle ud i verden.  

Et flosset nervesystem

Med et flosset nervesystem er der en anden tonus i kroppen. Det sætter sig i muskel-tonus og afspejler sig i vores udtryk, bevægelser og ageren.

I kender godt de der typer – jeg kan være en af dem – der går så hurtigt, at de læner sig frem. Hovedet ankommer først. Der er også de tilbagelænede typer, der slæber sig selv fremad. En sådan type øver jeg mig i nogle gange at besøge. Vores gang rundt i livet afspejler en indre tonus – en grundklang.

Når grundklangen over længere tid har været frygt, afmagt, frustration eller lign. udtrykker kroppen det med den måde den bevæger sig på.

Den danske kunster Genklang har en fin poppet sang, der hedder Skaber. Den er som lavet til bevidst bevægelse – ikke selve melodien men de ord der danser rundt i melodien. Jeg har endda skrevet om den før. Så fin er den.

Når jeg lytter til sangtekster, kan jeg have svært ved egentlig at høre ordene. En oplevelse af ikke helt at forstå. Lidt som da man lyttede til engelske sangtekster og sang højt med, selv uden at kunne et eneste ord på engelsk.

Der er en sætning i sangen som er så fin og jeg bruger den i min undervisning – i al fald på den måde jeg tror den lyder.

Den er ”En bølger strækker dig nu / En bølge strejfer dig nu” – uanset kan vi både opleve et bølgende stræk eller fornemmelsen af en bølgende strejfen over huden, når vi med bevidst bevægelse begynder at dykke ned under huden – under overfladen.

Uroen under overfladen

At mærke det der sker under huden er vigtigt. Også når det er uro, der er at mærke. Uroen kan besøge os i kortere eller længere perioder. Den kan opleves som det der er grundtonen eller det udgangspunkt som alt andet hviler på.

Sangen taler også om at være ”Nulstillet… i samme mønster” og om at opleve ”Tanker i genklang”. Samme mønstrede uro bliver i kroppen. Samme tankemylder myldrer rundt.

Hvis du har opdaget en tonus i dig, der er grundklagen bag alt andet og den tonus ikke er lækker og dejlig, så for det første tillykke med at du har mærket og endda identificeret noget uhensigtsmæssigt, der strømmer rundt i dig.

Næste skridt er at lytte – være modig og nysgerrig – til hvad du kan gøre med denne grundklang.

Måske har den brug for at du råber højt ud i ingenting

Måske har den brug for at du lægger dig på gulvet i 3 minutter

Måske har den brug for at du bevæger dig bevidst med den hensigt at få uroen til at flytte på sig

Når vi laver bevidst bevægelse som i yogaen får vi masseret nervesystemet. Nervesystemet er en fysisk struktur i dig, som kan modtage tryk og klem fra den bevægelse du giver kroppen. Det kan både være på løbeturen men også i det mere bløde og blide. Det meste går så stærkt, så lad mig hjælpe dig med at insistere på noget der er roligt og lidt langsomt.

Jeg håber du vil læse skønlitteratur eller lave noget andet der går langsomt.

På genlæs.

//Maria


Modtag nyhedsbreve og nyheder om klasser og workshops ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev nedenfor.

Forrige
Forrige

Sanser og nerve-nørderi 1 Lugtesansen

Næste
Næste

Stræb ikke efter konstant lykke - den er nemlig en umulighed