Sorg II Omsorg
En lille pause fra sanse- og nerve-nørderiet. I denne uge skal det handle om poesi og evighedsstudenten og ordene sorg og omsorg. Det skal det fordi, hvordan i al verden er to så modsatrettede ord – sorg og omsorg så relativt ens i deres udtryk? Jeg har fået en ny forståelse af ordet evighedsstudent og vil gerne hylde evighedsstudenten. Og så er jeg begyndt at læse poesi for at lade mig inspirere til nye måder at beskrive og formidle viden om krop og bevægelse. Jeg håber du har lyst til at læse med.
Jeg kommer faktisk sjældent i skoven. Undtagen om efteråret, der kalder den på mig. Processen med at træerne slipper bladene og bliver klar til at gå i en slags hig tiltaler mig. Her er det oktover måned, og skoven er stadig meget grøn ik?
Da jeg i sin tid læste jura, hørte jeg på første år om den her fyr som alle kendte, fordi han havde læst jura for evigt – han blev kaldt evighedsstudenten. Det var ret tydeligt, at det ikke var et positivt kaldenavn. Og personligt kunne jeg da heller ikke forestille mig noget værre end at skulle være på jurastudiet for evigt. Helt fra start glædede jeg mig til studierne var overstået og jeg kunne komme ud og arbejde. Jeg vidste, jeg var god til at arbejde og måske knap så god til det med at studere. Altså jeg var skam dygtig nok til at studere – du ved dygtig pige ik!?! Men jeg nød det ikke. Jeg nørdede det ikke. Jeg ville gerne bare have det overstået. Derfor tog det heller ikke mere end de normerede 5 år at blive færdig og specialet blev afleveret på 3 måneder, for den proces vidste jeg godt ikke var mig.
Spol tiden 13 år frem og jeg har nu fundet et studie jeg ved jeg bliver evighedsstudent i. Et studie jeg ved jeg kommer til at nørde og være kreativ i. Altså en hyldest til evighedsstudenten. Nogle af de dygtigste jurister jeg kender er møg kreative – de kan se dybere lag i juraen, som jeg helt ærligt mest af alt aldrig har kunnet se (Whaaat kaldte hun lige Djøf’ere for kunstnere? Ikke helt, men måske kunstneriske!?!). Det samme gør sig gældende for de dygtige økonomer for slet ikke at tale om fysikere og videnskabelige entusiaster. De kan finde ud af at være kreative inden for noget der umiddelbart kan virke tørt og teoretisk. Jeg synes det giver mening. Den bedste folkeskolelærer jeg havde kunne finde ud at oversætte det jeg skulle lære til noget jeg kunne forstå. Den oversættelse er der jo en kreativ proces gemt i.
Det er den kreative proces jeg træder ind i, når jeg formidler kropsbevidsthed, hvad end det er i det skrevne eller talte ord eller med mine hænder der arbejder med en krop på briksen. Det er også derfor jeg er begyndt at læse poesi. En veninde viste mig digtsamlingen NYE BALANCER med undertitlen handicapdigte af Caspar Eric. Caspar Eric lever med cerebral parese og har derfor et blik på krop og bevægelse, der er noget andet end mit. Derfor kan jeg lære af at læse hans ord herom.
Digtet SPASSER ER ET ORD I ORDBOGEN DER BETEGNER NOGET DÅRLIGT rørte mig meget. Caspar skriver:
Jeg er ikke et bedre menneske end andre
Jeg er bare det her hullede hvide på alt det sorte
Men hvis blot vi kunne mødes om det hullede i hinanden
Hvad fanden kunne vi så ikke udrette, min spasser
Der landede både noget om forbundethed og privilegieret i mig da jeg læste de sætninger. Et helt digt dedikeret til ordet spasser. Og digtets titel er jo rigtig, ordet spasser er forbundet med noget negativt, tungt og alvorligt. Det at spasse ud derimod er forbundet med noget mere positivt, let og sjovt.
Apropos det sjove grinte jeg højt, da jeg læste følgende i digtet DET REGNER OG JEG ER ALENE, hvor Caspar skriver om et besøg hos lægen, hvor han bliver spurgt om han oplever dropfod:
Jeg forsøgte at joke med at vi kunne skære benet af
og lægen sagde: Det kan vi jo altid se på.
Nu er jeg i tvivl om han simpelthen fatter min humor
eller om der er tale om et konkret scenarie
Jeg ved ikke om det betyder min humor er sort, mørk og usympatisk, når det her får mig til at grine? Men jeg kan genkende det at forholde mig humoristisk til dybt alvorlige situationer. Måske endda lade humoren være et lille værn mod det dybt sorgfyldte.
Og så er vi fremme ved sorg og omsorg.
Hvilken sorg lever du med? Er sorg et vilkår du har fået i din rygsæk? Hvordan lever du med din sorg og får du vist den omsorg? Måske er det derfor ordene er underligt forbundne. At vise omsorg for sorgen. At vende sorgen om. Hvordan vender man sorgen om og skal den vendes om?
Det drage omsorg for noget. Altså der er noget men bekymre sig om, som man er omhyggelig med at være kærlig over for. Man kan også tale om sorgen som udtryk for en bekymring man handler på. Man slutter sig om det man bekymre sig om og holder det kærligt og forsigtig i sin hånd.
Måske du kan reflektere lidt over de sorger livet har budt dig og hvordan omsorgen udtrykker sig i dit liv.
På genlæs.
//Maria
Modtag nyhedsbreve og nyheder om klasser og workshops ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev nedenfor.