Jeg er til for at se på skyer… i al fald noget af tiden!

I dag forsøger jeg at vise dig en sammenhæng mellem skyer og bevidst bevægelse. Vi kigger også lidt på formål og det formålsløse. Jeg håber du har lyst til at læse med.

Mit instagram feed viste mig en morgen i den forgange uge et dejligt meme – noget i stil med en kat der ligger på en strand og ser på skyer rulle fordi. Skyerne rullede forbi i alle de skønne former, som skyer nu engang antager. Taglinen lød – My purpose is cloud watching.

Sådan har min dag i dag føltes. Det eneste der gav mening var at se på skyer på himlen. Jeg startede min dag med en gåtur på godt tre timer rundt på den nordlige ende af øen (Alderney). På de tre timer stod solen op og skabte pangfarver på himlen. Regnen kom og alt blev faretruende mørkt. Skyerne spredte sig og lod solen komme frem igen. Men regnen gav ikke op og der blev skabt den smukkeste regnbue. Skyerne vandt over solen og viste sig fra deres smukkeste side changerende fra hvide til den dybeste mørkegrå.

Jeg kunne godt være fortsat med gåturen, men min mave bestemte at det var tid til at vende hjem til morgenmaden. Derefter bød dagen på et møde med mit frivillige arbejde hos Ungdommens Røde Kors og et par timers arbejde som freelance AI indtaler. Men skyerne blev ved med at vende tilbage og trække i min opmærksomhed.

Bevidst bevægelse og skyer

Skyer inspirerer mig og jeg kan se mine egne og mine elevers bevægelser skyerne. Når vi laver yoga bevæger vi kroppen igennem forskellige forme (asana). Det er det samme når vi bevæger os igennem dagen, ja sågar igennem livet. Hele tiden indtager kroppen en ny form. Når vi cykler afsted på vores cykel. Først er det ene ben oppe, så det andet. Du drejer ned af en gade, hvor der er stiv modvind og du læner dig frem for at kunne træde lidt ekstra i pedalerne. Selv liggende i sofaen er der bevægelse ind i nye forme konstant. Det sker når du skifter stilling i sofaen. Men det sker også på et mere subtilt plan med vejrtrækningen. Bevægelse indefra kalder jeg det. Hver eneste indånding der udvider din krop og hver eneste udånding der igen lader din krop vende tilbage til udgangspunktet, men dig et lidt andet udgangspunkt.

 I dag lignede skyerne nogen der konstant skiftede form med bevægelse indefra. Skyernes vejrtrækning i form af den vind, der suste både igennem og omkring dem. Bevægelserne fra skyerne var både voldsomme og delikate. Dynamiske og abrupte. Præcis som bevægelserne igennem en yogatime kan være forskellige. Præcis som alle bevægelser føles og opleves forskelligt.

Når vi er fyldt med energi er det svært at blive bedt om at være rolig, stille og bliv. Når vi er fyldt med energi føles store og måske endda voldsomme bevægelser godt. Er vi trætte eller udmattede kan mindre bevægelser måske være mere tiltalende. Måske er det rart at være lidt forsigtig i sine bevægelser.

Med bevidst bevægelse – som yoga er – vil også tiden opleves meget forskellig. Når vi er i en form eller bevæger os på en måde, der føles let tilgængelig vil tiden ofte flyve afsted. Når vi er udfordret i en form vil tiden opleves langsom. Det samme gør sig gældende ud i livet. Som jeg sidder og skriver dette flyver tiden afsted. Da jeg skulle pakke min lejlighed ned oplevede jeg tiden som utrolig langsom. Der var mange tunge bogkasser, der skulle kælderen.

Kan man se på skyer i et helt år?

Mit ad hoc pensionsår føles som det vigtigste jeg gjort i mit liv indtil videre. Et helt år til at se på skyer. Det er selvfølgelig ment i overført betydning. Indien bød ikke på mange skyer – høhø. At se på skyer er jo en smule formålsløst. At se på skyer kan jo ikke være det formål man har med livet. Og så alligevel…. måske ikke det eneste formål, men et af mange formål.

Ikke at have en plan. At bruge tid på ting der virker formålsløse er en vild luksus samtidig med at det føles helt vildt vigtigt.

Indimellem rammer det… hvad er planen, hvad skal der ske, når du kommer hjem? Du bør søge flere jobs! Du bør gøre mere med din yogaforretning! Hvornår beslutter du dig? Hvornår handler du på alle de tanker og planer, der blæser rundt i hovedet på dig?

Men lige dag, der er mit formål at se på skyer - også selvom det kan virke formålsløst.

Med det håber jeg du i dag vil gøre noget der føles formålsløst – ikke målbart – men vigtigt.  

På genlæs

//Maria


Modtag nyhedsbreve og nyheder om klasser og workshops ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev nedenfor.

Forrige
Forrige

Sanser der taler sandt – en introduktion til hvorfor sansesprog er vigtig i din yoga praksis

Næste
Næste

Bevidst bevægelse er van(d)vittigt…