Stiv som et bræt - Krop som et træ

Hvad har ungdommelighed, træthed, alderdom og yoga med hinanden at gøre. ingenting og samtidig en helt masse. det kan du læse lidt om her.

Da jeg var omkring de 12 år og en variant af trompetbuksen igen var på mode, kan jeg huske at alle voksne omkring mig sagde; ”ja det var præcis som da jeg var ung”. Jeg forstod ærlig talt ikke hvad de mente. For de havde jo ikke været unge (vel?). Og hvorfor skulle trompet-buksen have eksisteret tidligere, det var da dumt, for man fandt jo hele tiden på ny mode, et nyt look, nye ting der var hippe, ik!? Skru tiden frem 25 år og nu forstår jeg. Som jeg sidder og skriver dette, på en af utallige hippe cafeer i København, strømmer der 90’er musik ud af højtalerne og de fleste kunder ligner castet fra Beverly Hills 90210 (vel at bemærke det originale 90210) og jeg er tilbage på teenage-værelset.

Ungdommelig alderdom

Der er læring i det at blive voksen, at blive ældre. At se ting komme igen og igen, opstå på ny, finde et nyt udtryk. Hvad har denne refleksion dog med yoga, og det at være stiv som et bræt, at gøre? Ikke så forfærdelig meget – hvis jeg alligevel skal forsøge mig med en elegant overgang, er det måske den, at følelsen af at være stiv som et bræt først indtræffer senere i livet, det er ikke noget, der hører den hippe og eftertragtede ungdom til (eller det plejede det ikke at være, men det vender jeg tilbage til i et andet skriv). Her skal det handle om, hvad der sker, hvis vi bliver ved med at interessere os for, hvordan vi bevæger os uanset alder og følelse stivhed og hvordan vi finder vores indre træ-hed frem.

Slip trætheden og mærk træ-heden

Jeg har tidligere skrevet omkring udbrændthed og kærlighed med inspiration fra en Minds of 99 sang. Dengang nævnte jeg, hvorfor krop som et træ er en god ting. Jeg kom til at tænke på det efter at have hørt Minds sangen Krop som en sten. Og her kommer så refleksionen over, hvorfor krop som et træ er en god måde at tænke krop på.

Når jeg siger ordet ”træ”, hvad tænker du så på? Hvilket billede kommer frem på nethinden? Måske du ser et stort egetræ, måske et nyplantet æbletræ, måske de kæmpemæssige graner og fyr, du har gået i blandt i de svenske skove. Måske du ser det nye trægulv du har fået lagt i sommerhuset, den nye bordplade i køkkenet. Her skal det dog handle om træerne, som de står og er ude i naturen. Det skal handle lidt om hvad vi kan lære af dem. Fordi hvordan kan stillestående træer have noget med bevægelse at gøre?

Vi kan tage vores udgangspunkt i yoga-stillingen Vriksasana (træets stilling – mange stillinger i yogaen verden er navngivet efter de dyr eller natur strukturer, som de ligner) og så forestiller vi os et stort egetræ.

Vi taler altså om en balancestilling, vi står på et ben. Vi har brug for at slå rødder for at finde stabilitet (vores fødder), vi har brug for træstammen for at finde balance (vores center/core), vi har grene, der kan vokse i lige den retning, de har brug for (vores arme), nogle gange har vi endda blade med, bare fordi vi kan (vejrtrækningen).

Langsommelig og bevidst bevægelse

Træer (når de ellers trives) er i konstant langsom og bevidst bevægelse. De bevæger sig indefra som et organisk hele. Det er altid med dette udgangspunkt, jeg bevæger mig igennem min yogapraksis. Det er altid med dette udgangspunkt, at jeg guider mine elever igennem deres yogapraksis. Yoga er altså for mig en langsom og bevidst bevægelsespraksis. Vi bevæger os indefra med fokus på, hvordan bevægelsen mærkes og med et fokus på, hvordan vi kan justere så bevægelsen føles let, lækker, uanstrengt og måske endda elegant.

Når jeg nævner elegance på mine yoga for mænd hold eller for mit senior hold, så griner de altid højt. Og så griner vi lidt sammen af, at nogle gange føler vi os lidt (træ)klodsede i de bevægelser vi laver. Men min påstand er, at lige efter klodset-heden kommer elegancen. Det er også tit, at der lige efter et stort grin indfinder sig en ro over klassen, en ro over bevægelserne og rolige bevægelser har altid en elegance over sig.    

Et stærkt og elegant træ – en stærk og elegant krop (ikke noget du kan se udefra men noget du mærker indefra i hver enkelt celle i din krop). Det er altid det der er hensigten med min undervisning.

Jeg håber, du vil tage det billede med dig næste gang du lader din krop bevæge – også selvom det bare er for at række ud efter fjernbetjeningen – bevidst bevægelse kan nemlig ske alle steder.   

På genlæs //Maria

Tidligere tekster:

Modtag nyhedsbreve og nyheder om klasser og workshops ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev nedenfor.

Forrige
Forrige

“Nej” er en fuld sætning

Næste
Næste

Jeg skiller mig hele tiden ud (men vil bare gerne passe ind)